Forside Nyheder › Arkiv › 2009

04 Mar. 2009

De selvstændiges formand fylder 60 år

Erhvervsmanden og formanden for DANA, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige, Henning Hansen, fylder 60 år den 4. marts.

Henning Hansen er oprindelig bankuddannet, men blev senere kreditchef i to større virksomheder. I 1992 valgte han at blive selvstændig med virksomheden HH Kreditservice, som i dag er en statsautoriseret inkasso-virksomhed med kontor i Roskilde.

I 1998 kom Henning Hansen i bestyrelsen for DANA, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige, og i 2003 blev han valgt som formand. I dag tæller arbejdsløshedskassen 36.000 medlemmer.

Henning Hansen har lige siden ungdomsårene i Konservativ Ungdom, været politisk aktiv. Han har beklædt adskillige poster i Det Konservative Folkeparti. Han var opstillet til Europa Parlamentet i 1979 og var i to perioder folketingskandidat i henholdsvis Præstøkredsen og Ryvang Kredsen på Østerbro.

Fra 2000 og frem til 2006 sad Henning Hansen i Kommunalbestyrelsen i Ramsø Kommune, som den eneste Konservative. Der spillede han en aktiv rolle for at få lagt Ramsø Kommune sammen med Roskilde.

Hennning Hansen er stadig aktiv i det lokale liv, og siden 2000 har han været formand for Menighedsrådet i Gadstrup.

 

Dana net