Forside Nyheder › Nyheder 2011

15 Jun. 2011

Hvor sikre er virksomhedens og mine egne penge egentlig i banken?

I forbindelse med Amagerbankens konkurs er der mange, private som selvstændige, der er kommet i klemme med deres indskud.

Dette skyldes, at reglerne om statens garanti på indskud i bankerne er ændret fra 1. oktober 2010. Indtil da garanterede staten for alle indskud – uanset størrelse. Grænsen er nu på max. 100.000 EURO – svarende til ca.750.000 kr.

Mange havde op til den 1. i måneden mange penge stående på kontiene i Amagerbanken, og da staten som nævnt kun dækker 750.000 kr., så var resten tabt!

Værdipapirer i et depot i banken er ikke omfattet af disse regler. Værdipapirerne er ”kun” lagt til opbevaring og tilhører derfor depotindehaveren. Disse værdipapirer vil derfor altid blive udleveret ved en evt. konkurs hos pengeinstituttet.

Hvad er egentlig dækket?
Almindelige indlån på op til 750.000 kr. er dækket. Almindelige indlån omfatter alle former for anfordringskonti, konti med opsigelser og indskud for en bestemt tidsperiode (aftaleindlån).

Der er dækning for beløbet i hvert pengeinstitut, hvor man har indskudt penge. Har man således 2.100.000 kr., så kan man sikre sig ved at placere 750.000 kr. i hvert pengeinstitut, så er man dækket ved evt. konkurs.

Det er klogt ikke at indbetale kr. 750.000 på en konto, fordi der herefter påløber renter, og beløbet vil da hen ad vejen overstige kr. 750.000 – og man vil derfor tabe penge.

Hvis man er flere personer, der er indehaver af en konto – fx et ægtepar, så er man dækket med 2 gange kr. 750.000 eller i alt kr. 1.500.000. Hvis der er 10 ejere, så er man dækket 10 gange kr. 750.000 – men husk, at ejerne skal være registreret i pengeinstituttet som ejer!

Selvstændige erhvervsdrivende
Hvis man driver virksomhed som personligt ejet virksomhed, så gælder grænsen på kr. 750.000 for både person og virksomhed samlet. Har man således kr. 200.000 stående på en privat bankbog og kr. 700.000 stående på virksomhedens konto, så vil man få udbetalt kr. 750.000 og dermed tabe kr. 150.000 (200.000 + 700.000 – 750.000). Person og virksomhed er således det samme.

Driver man virksomheden i selskabsform – og personen har kr. 200.000 stående på en bankbog, og selskabet har kr. 700.000 stående på selskabets konto, så vil alle pengene blive udbetalt, da der er tale om 2 selvstændige juridiske enheder.

Særlige indlån er altid dækket!
Indeståender på ”særlige indlån” er altid dækket – uanset, hvor meget der står på kontoen.

Dana net