Forside Ydelser › Dagpenge › Selvstændig › Driftsstop

Midlertidige dagpenge

Midlertidige dagpenge

Som selvstændig kan du som hovedregel kun få dagpenge, når din virksomhed endeligt er ophørt – fx via et salg, en bortforpagtning, konkurs eller ved en lukning.

Det er dog muligt at få dagpenge i perioder, hvor man midlertidigt ikke kan arbejde i virksomheden. Det kan dog kun lade sig gøre i visse begrænsede situationer og kun hvis, man ville have haft ret til dagpenge efter et endeligt ophør.

Kan man få andre ydelser til dækning af den tabte indtjening – fx via en driftstabserstatning fra et forsikringsselskab – har man ikke ret til midlertidige dagpenge.

Helt afskåret

Først og fremmest skal man være helt afskåret fra at drive virksomheden.

Man kan altså ikke få dagpenge, hvis man stadig kan drive lidt af virksomheden videre, om end kun i begrænset omfang. Eksempelvis kan man ikke få midlertidige dagpenge, hvis man driver en butik i en ejendom, der er under renovering, og der derfor er sat store stilladser op, hvilket gør det besværligt for kunderne at komme ind i butikken.

Mangler man kunder i en periode, er man jo ikke afskåret fra at drive virksomhed, selvom man står uden indtægt. Man kan derfor ikke få dagpenge, førend man eventuelt vælger at afhænde virksomheden – der skal indsendes dokumentation for dette.

Virksomheden skal endvidere være udsat for en ekstraordinær begivenhed, som man ikke selv har kunnet afværge.

Begivenheden må altså ikke være sædvanlig eller påregnelig, hverken for erhvervet som sådan eller for den konkrete virksomhed. Man kan således ikke få dækning, hvis man fx er vognmand, og man selv eller ens ansatte har været involveret i et trafikuheld med virksomhedens eneste lastbil, da trafikuheld må anses for en risiko, man må regne med som vognmand. Driver man sæsonvirksomhed, kan man heller ikke få dagpenge uden for sæsonen. Til gengæld vil fiskere, der i isvintre med vedvarende kuldegrader ikke kan komme på havet pga. tilfrysning af havne og farvande, kunne få ret til dagpenge.

Man må ikke selv – eller ens eventuelle ansatte – være skyld i driftsstoppet, og man kan ikke få ydelse, hvis man kunne havde afværget driftsstoppet ved almindelig agtpågivenhed.

Det væsentligste indtægtsgrundlag er bortfaldet.

Dette betyder, at den funktion, hvorfra virksomhedens eneste eller væsentligste indtægtskilde stammer, skal være afbrudt.

Dette betyder dog ikke, at indtægter fra kundeleverancer og ordrer ekspederet før driftsstoppet forhindrer, at man kan have ret til midlertidige dagpenge, men hvis man stadig har et lager, man kan sælge, kan indtægtsgrundlaget som hovedregel ikke anses for bortfaldet.

Hvor meget?

Man får udbetalt dagpenge med 613 kr. om dagen/3.064 kr. pr. uge. Har man fået udbetalt dagpenge inden for de sidste to år, får man dog udbetalt de midlertidige dagpenge med den samme sats som sidst med eventuelle efterfølgende reguleringer.

Eventuelle arbejdstimer – fx fra et bijob som lønmodtager eller fra en selvstændig bibeskæftigelse – medfører fradrag.

Hvor længe og hvornår?

Opfylder man betingelserne for at få ret til midlertidige dagpenge, kan man få udbetaling i op til 13 uger. Man har dog først ret til de midlertidige dagpenge efter en uges ventetid.

Tilmeldt som ledig

Man skal huske at tilmelde sig som ledig på www.jobnet.dk, og man skal være aktivt jobsøgende og til rådighed for fuldtidsarbejde som lønmodtager, så længe man modtager dagpengene.