Forside Ydelser › Efterløn › Selvstændig på deltid

Selvstændig på deltid

Selvstændig på deltid i efterlønsperioden

Hvis du har lyst til at fortsætte med din virksomhed nogle år, men på nedsat tid, kan du søge om efterløn på deltid. Det er der flere muligheder for.

Virksomhed på halv tid

Enten skal du arbejde med en fast ugentlig arbejdstid på præcis 18 1/2 time, eller du skal arbejde 962 timer om året eller derunder med en højeste indtjening på højst 50 % af din hidtidige indtjening.

For at du kan få efterløn på deltid, skal du have drevet den selvstændige virksomhed i mindst 3 år på fuld tid, lige inden du går på efterløn.

Nedsættelsen af din arbejdstid skal være varig, og den skal dokumenteres.

Hvis du arbejder 18 1/2 time om ugen, kan du ansætte en medarbejder på halv tid, tage en kompagnon ind – måske med henblik på generationsskifte, eller du kan nedsætte åbningstiden. En anden måde kan være, at du sælger eller bortforpagter en del af virksomheden.

Hvis du vælger at arbejde præcis 18 1/2 time om ugen, er din indtjening efterlønsordningen uvedkommende. Desværre kan det være svært at bevise, at arbejdstiden bliver på præcis 18 1/2 time om ugen.

Vælger du at arbejde 962 timer fordelt over året, kan du som hovedregel ikke have ansatte, og din indtægt i virksomheden må højst blive halvdelen af, hvad den er, inden du går på efterløn. I visse situationer kan man få tilladelse til at have en ansat i en periode.

Spørg om reglerne, hvis du vil arbejde som selvstændig i efterlønsperioden.

Bibeskæftigelse på højst 400 timer om året

Har du lyst til at arbejde i mindre omfang som selvstændig, kan du søge om tilladelse til at arbejde op til 400 timer om året med en bibeskæftigelse. Enten en bibeskæftigelse du har allerede, eller en du begynder på i efterlønsperioden.
Du kan måske endda gøre din nuværende hovedbeskæftigelse til din nye bibeskæftigelse, hvis du kan sandsynliggøre nedsættelsen af arbejdstiden. Du skal sandsynliggøre, at den samlede arbejdstid i virksomheden kan holdes under 400 timer om året. Det gælder den samlede arbejdstid i virksomheden, din egen og evt. ansattes. Og det skal være sandsynligt, at virksomhedens indtægt vil holde sig under 69.363 kr. om året.

Enkeltstående opgaver som selvstændig

Hvis du vil påtage dig en enkelt opgave som selvstændig uden at etablere en virksomhed, skal du have en tilladelse på forhånd. Opgaven skal løses inden for 6 måneder, og det samlede tidsforbrug må ikke blive på over 400 timer. Der er ingen maksimumgrænse for indtjeningen ved arbejdsopgaven.


Dana net